|
Blandt den mere "modne"
mangas fremmeste auteurs er Jiro Taniguchi uomgængelig.
Han høster tilmed i øjeblikket kritikerroser i USA, Italien og
ikke mindst Frankrig, hvor første del af hans seneste værk, Quartier
lointain. vandt prisen for 'Bedste udenlandske album' (underforstået
'oversat til fransk') på Angoulêmefestivalen 2003.
Taniguchi, der startede
sin tegneseriekarriere i 1970 har arbejdet indenfor mange genrer,
hvad den del af hans produktion, der er oversat til vestlige sprog
til fulde vidner om. At han er så veloversat skyldes muligvis,
at hans stil er så 'europæisk'. En af hans, for vestlige øjne,
mest markante inspirationskilder er Moebius, hvis typisk udsyrede
science fictionfortælling Icaro,
han endda for nyligt har illustreret. Af andre genrer Taniguchi
har prøvet kræfter med kan bl.a. nævnes en række krimihistorier,
forfattet af Natsuo Sekikawa, udgivet på engelsk under titlerne
Benkei
in New York og Hotel
Harbour View, historisk jidei-geki (historiske
fortællinger, "samuraihistorier") som Samurai
Legend (forfattet af Kan Furuyama), samt Le
chien blanco ("Hunden Blanco"), en Jack London-agtig spændingsfortælling
med en genetisk manipuleret ulv i hovedrollen.
Stærkest står imidlertid
hans fortællinger fra det moderne Japans hverdag. Taniguchis lidt
stive, sirlige streg, som placerer sig trygt mellem detaljerigdom
og enkelhed i fremstillingen, står perfekt til skildringen af
den typiske sararimans (det brede japanske kontorfolks)
tilværelse som noget dybest set meningsfyldt. Det forekommer denne
iagttager af japansk kultur, at netop accepten af tilværelsen
som den er - valget af den som noget usigeligt smukt - er et centralt,
buddhistisk afledt træk ved japansk mentalitet. Det er en mentalitet,
der går mod den himmelstormende vestlige og den kan således til
tider være svær at sluge på disse breddegrader, hvor vi ofte foretrækker
historier, der fortæller os om forandring. Ikke desto mindre er
det, når det er tilstrækkeligt fuldendt realiseret, både tankevækkende
og bevægende. Taniguchi er en mester i iscenesættelsen af sådan
erkendelse og bringer på flere niveauer mindelser om Yasujiro
Ozus film, der ikke blot arbejder med de samme situationer og
temaer, men ejer samme meditative kvaliteter som Taniguchis bedste
serier.
L'Homme
qui marche ("Manden som vandrer" - 1992) fortæller en
række små næsten-pantomimer om en typisk sarariman,
der hver dag går på opdagelse i sit kvarter og ser alle de ting,
andre har for travlt til at opdage. Spontant kravler han fx. over
et hegn og bader i den lokale svømmepøl, der er lukket for aftenen,
hvilket giver ham mulighed for at ligge og kigge op på den mørknende
aftenhimmel i al stilhed. På en anden tur
møder han en ornitolog, der står og iagttager en spurv i sin
kikkert - det er den mest normale fugl på i området, men
den er alligevel helt enestående. Historierne er nærmest meditative
i tempoet og følsomt realiserede i Taniguchis aldrig dramatiserende
streg, der giver læseren rig mulighed for at gå på opdagelse i
de tableauer af et villakvarters tage eller et kirsebærtræs grene,
som han rytmisk lader bryde af helt enkle detailmotiver, som fx.
snefnug,
der rammer den unavngivne hovedpersons briller. Det er ganske
rørende, men til tider også lidt for rørstrømsk. I sidste
ende er det imidlertid besnærende konsekvent.
Anderledes kompleks,
og langt stærkere, er Le
Journal de mon père ("Min faders dagbog" - 1995) - et
mesterligt komponeret erindringsbillede, hvor før og nu glider
umærkeligt sammen og viser, hvorledes et enkelt liv har berørt
menneskene omkring det. Vor hverdagshelt rejser tilbage til sin
barndomsby for at deltage i begravelsen af den far, for hvem han
har været totalt fremmedgjort siden forældrenes tragiske skilsmisse,
da han var barn. Ved begravelsen møder han familiemedlemmer og
venner af familien, der alle giver ham deres oplevelse af faderens
liv, og får ham til at vende tilbage til sine egne barndomserindringer
og fortolke dem på ny.
En længere række fortælleres
stemmer blandes således ind i hovedpersonens egne erindringer
og skaber en kompliceret, men let tilgængelig erindringskollage.
Det er, udover at være en smukt indlevet fortælling, en historie
med mange poetiske enkeltscener, som da hvor hovedperson mindes
hvorledes han en sommerdag som barn med sin far og dennes (platoniske?)
elskerinde var på
vej gennem en jernbanetunnel og toget pludselig kom, så de
måtte søge tilflugt i en niche i tunnelmuren. Døden, kærligheden
og mysteriet iscenesat enkelt og ligefremt.
I Quartier
lointain ("Fjernt nabolag" - 1999) iblandes den samme
tematik et element af magisk realisme. En mand går ind i et tog
og opdager for sent, at han i stedet for at være på
vej hjem til sin famillie, er på vej mod sin hjemby. Han beslutter
sig for at besøge byen og, ikke mindst, sin moders grav nu han
alligevel er der. Han falder i søvn foran graven og da han vågner
er han 14 år igen, men udstyret med hele sin livserindring. Han
er tilbage i sin barndoms hjemby og gennemlever nu en portion
af den tid, han allerede en gang har været igennem, med den afgørende
forskel, at han ved hvad der vil ske og har en voksen mands erfaring,
hvilket betyder at tingene straks arter sig anderledes en dengang...
Han brillerer fx. pludselig
i skolen og kan tiltrække sig opmærksomhed fra den søde
pige, han aldrig turde nærme sig dengang. Med denne præmis
er Taniguchi stand til at sætte en række aspekter af puberteten
i spil, fx. de hæmninger, der sinker og besværliggør ens modning
og mulighed for at gøre tingene som man vil - de mange forspildte
muligheder, som ungdommens usikkerhed uvægerligt fører med sig.
Historiens centrale spor
er imidlertid hovedpersonens erindring om farens pludselige forsvinden
en sommeraften - en forsvinden, han aldrig har forstået, og som
kun bliver mere gådefuld og ængstende, i takt med han genoplever
harmonien og glæden i sin familie mens skæringsdagen igen nærmer
sig. Farens svigt sættes yderligere i relief ved hovedpersonens
given sig hen til livet som 14-årig, og derved hans gradvise fortrængning
af den familie, han selv har efterladt sig i sit "voksne" liv.
Jeg skal ikke afsløre hvordan det hele spænder af her, men blot
forsikre om at det afvikles med stor elegance - historien synes
at forløbe på den eneste måde den kunne, men overrasker alligevel
hele vejen.
Quartier Lointain
er således en historie, der sætter tilværelsens ansvar op mod
trangen til at bryde rammerne, drømmen om at starte på ny, såvel
som tanken om at kunne gøre tingene om, at genleve de begivenheder
i ens liv, der stadig står uforløste hen.
Au
temps de Botchan ("På Bocchans tid" 1986-87), skrevet
af Taniguchis hyppige samarbejdspartner Natsuo Sekikawa, er følger
den berømte japanske forfatter Natsume Soseki (1867-1916) i årene
hvor bl.a. hans kendteste roman Bocchan (1906) blev til.
Historien tager sin begyndelse i 1905, det 37. år i Meiji-æraen
(Japans moderniseringsperiode). Soseki er vendt tilbage til Japan
fra nogle ensomme år i England og overtager posten som litteraturprofessor
ved det Kejserlige universitet i Tokyo. Vi møder den kreds af
unge forfattere, digtere og litterater, han omgiver sig med, følger
dem på deres drukture, og i forlængelse af det introduceres vi
til et bredt persongalleri af væsentlige historiske skikkelser
- både indenfor den japanske litteraturs og politiks verden. Sosekis
personlige krise og kamp med sine vege, konfliktsky og alkoholiske
sider sidestilles med en fortælling om et Japan i omvæltning.
Konflikten mellem den afklarede poetiske indsigt og det oprørske
og fanden-i-voldske i ham kan ses en allegori på Japans
identitetskrise i en tid, hvor Vestens indflydelse for alvor begynder
at gøre sig gældende.
Au temps de Botchan
betragtes som Taniguchis mesterværk og som et af de første eksempler
på "litterær" manga, og den er vitterligt bjergtagende;
man fornemmer ved læsningen, at man har noget væsentligt mellem
hænderne. Men da det kun er første bind ud af 5 eller 6 (ved det
ikke helt), der foreløbig er kommet i fransk oversættelse,
vil jeg vente tålmodigt til jeg kan yde den fuld retfærdighed.
Mødet med Taniguchis
værker lader ikke en i tvivl om, at man har at gøre med en genuin
auteur - hans lidt stive streg, der kan bringe mindelser
om teknisk tegning eller reklameillustration, lever fordi dens
sirlighed og kærlighed til det observerede er i pagt med det allerede
nævnte buddhistiske verdensbillede, hans serier emmer af. Taniguchi
er en eminent brobygger mellem Japan og Vesten, fordi han så
tydeligt formidler essentielle aspekter af japansk kultur, så
vi forstår hvor meget vi selvfølgelig har til fælles.
Livet er smukt, hvis
man vælger det.
Taniguchi, Jiro (1995).
L'Homme qui marche. Tournai: Casterman. Oprindeligt udgivet
1992.
Taniguchi, Jiro (1999-2000).
Le Journal de mon père bd. 1-3. Tournai: Casterman. Oprindeligt
udgivet 1995.
Taniguchi, Jiro (2002-2003).
Quartier lointain bd. 1-2. Tournai: Casterman. Oprindeligt
udgivet 1999-99.
Taniguchi, Jiro & Sekikawa,
Natsuo (2002). Au temps de Botchan bd. 1. Paris: Le Seuil.
Oprindeligt udgivet 1987.
|
|
[25/07/2003]
|
|
|
|
|
|
Fra
L'Homme qui marche.
Fra
L'Homme qui marche.
Tunnelsekvensen
fra Journal de mon père.
Hovedpersonen
tiltrækker sig klassens søde piges opmærksomhed.
I
samtale med faderen går det op for hovedpersonen at denne
snart vil forsvinde...
Soseki
fortæller sine venner om den bog - Bocchan - han
vil skrive, og vi ser åbningen visualiseret (husk at læse
fra højre mod venstre).
|
