tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

I ET NÆRLIGGENDE NABOLAG
Jiro Taniguchis L'Homme qui marche, Chichi no Koyomi (Le Journal de mon père), Harukana Machi-E (Quartier lointain) & Bocchan no Jidai (Au temps de Botchan)

Af Matthias Wivel

Blandt den mere "modne" mangas fremmeste auteurs er Jiro Taniguchi uomgængelig. Han høster tilmed i øjeblikket kritikerroser i USA, Italien og ikke mindst Frankrig, hvor første del af hans seneste værk, Quartier lointain. vandt prisen for 'Bedste udenlandske album' (underforstået 'oversat til fransk') på Angoulêmefestivalen 2003.

 

Taniguchi, der startede sin tegneseriekarriere i 1970 har arbejdet indenfor mange genrer, hvad den del af hans produktion, der er oversat til vestlige sprog til fulde vidner om. At han er så veloversat skyldes muligvis, at hans stil er så 'europæisk'. En af hans, for vestlige øjne, mest markante inspirationskilder er Moebius, hvis typisk udsyrede science fictionfortælling Icaro, han endda for nyligt har illustreret. Af andre genrer Taniguchi har prøvet kræfter med kan bl.a. nævnes en række krimihistorier, forfattet af Natsuo Sekikawa, udgivet på engelsk under titlerne Benkei in New York og Hotel Harbour View, historisk jidei-geki (historiske fortællinger, "samuraihistorier") som Samurai Legend (forfattet af Kan Furuyama), samt Le chien blanco ("Hunden Blanco"), en Jack London-agtig spændingsfortælling med en genetisk manipuleret ulv i hovedrollen.

 

Stærkest står imidlertid hans fortællinger fra det moderne Japans hverdag. Taniguchis lidt stive, sirlige streg, som placerer sig trygt mellem detaljerigdom og enkelhed i fremstillingen, står perfekt til skildringen af den typiske sararimans (det brede japanske kontorfolks) tilværelse som noget dybest set meningsfyldt. Det forekommer denne iagttager af japansk kultur, at netop accepten af tilværelsen som den er - valget af den som noget usigeligt smukt - er et centralt, buddhistisk afledt træk ved japansk mentalitet. Det er en mentalitet, der går mod den himmelstormende vestlige og den kan således til tider være svær at sluge på disse breddegrader, hvor vi ofte foretrækker historier, der fortæller os om forandring. Ikke desto mindre er det, når det er tilstrækkeligt fuldendt realiseret, både tankevækkende og bevægende. Taniguchi er en mester i iscenesættelsen af sådan erkendelse og bringer på flere niveauer mindelser om Yasujiro Ozus film, der ikke blot arbejder med de samme situationer og temaer, men ejer samme meditative kvaliteter som Taniguchis bedste serier.

 

L'Homme qui marche ("Manden som vandrer" - 1992) fortæller en række små næsten-pantomimer om en typisk sarariman, der hver dag går på opdagelse i sit kvarter og ser alle de ting, andre har for travlt til at opdage. Spontant kravler han fx. over et hegn og bader i den lokale svømmepøl, der er lukket for aftenen, hvilket giver ham mulighed for at ligge og kigge op på den mørknende aftenhimmel i al stilhed. På en anden tur møder han en ornitolog, der står og iagttager en spurv i sin kikkert - det er den mest normale fugl på i området, men den er alligevel helt enestående. Historierne er nærmest meditative i tempoet og følsomt realiserede i Taniguchis aldrig dramatiserende streg, der giver læseren rig mulighed for at gå på opdagelse i de tableauer af et villakvarters tage eller et kirsebærtræs grene, som han rytmisk lader bryde af helt enkle detailmotiver, som fx. snefnug, der rammer den unavngivne hovedpersons briller. Det er ganske rørende, men til tider også lidt for rørstrømsk. I sidste ende er det imidlertid besnærende konsekvent.

 

Anderledes kompleks, og langt stærkere, er Le Journal de mon père ("Min faders dagbog" - 1995) - et mesterligt komponeret erindringsbillede, hvor før og nu glider umærkeligt sammen og viser, hvorledes et enkelt liv har berørt menneskene omkring det. Vor hverdagshelt rejser tilbage til sin barndomsby for at deltage i begravelsen af den far, for hvem han har været totalt fremmedgjort siden forældrenes tragiske skilsmisse, da han var barn. Ved begravelsen møder han familiemedlemmer og venner af familien, der alle giver ham deres oplevelse af faderens liv, og får ham til at vende tilbage til sine egne barndomserindringer og fortolke dem på ny.

 

En længere række fortælleres stemmer blandes således ind i hovedpersonens egne erindringer og skaber en kompliceret, men let tilgængelig erindringskollage. Det er, udover at være en smukt indlevet fortælling, en historie med mange poetiske enkeltscener, som da hvor hovedperson mindes hvorledes han en sommerdag som barn med sin far og dennes (platoniske?) elskerinde var på vej gennem en jernbanetunnel og toget pludselig kom, så de måtte søge tilflugt i en niche i tunnelmuren. Døden, kærligheden og mysteriet iscenesat enkelt og ligefremt.

 

I Quartier lointain ("Fjernt nabolag" - 1999) iblandes den samme tematik et element af magisk realisme. En mand går ind i et tog og opdager for sent, at han i stedet for at være på vej hjem til sin famillie, er på vej mod sin hjemby. Han beslutter sig for at besøge byen og, ikke mindst, sin moders grav nu han alligevel er der. Han falder i søvn foran graven og da han vågner er han 14 år igen, men udstyret med hele sin livserindring. Han er tilbage i sin barndoms hjemby og gennemlever nu en portion af den tid, han allerede en gang har været igennem, med den afgørende forskel, at han ved hvad der vil ske og har en voksen mands erfaring, hvilket betyder at tingene straks arter sig anderledes en dengang...

 

Han brillerer fx. pludselig i skolen og kan tiltrække sig opmærksomhed fra den søde pige, han aldrig turde nærme sig dengang. Med denne præmis er Taniguchi stand til at sætte en række aspekter af puberteten i spil, fx. de hæmninger, der sinker og besværliggør ens modning og mulighed for at gøre tingene som man vil - de mange forspildte muligheder, som ungdommens usikkerhed uvægerligt fører med sig.

 

Historiens centrale spor er imidlertid hovedpersonens erindring om farens pludselige forsvinden en sommeraften - en forsvinden, han aldrig har forstået, og som kun bliver mere gådefuld og ængstende, i takt med han genoplever harmonien og glæden i sin familie mens skæringsdagen igen nærmer sig. Farens svigt sættes yderligere i relief ved hovedpersonens given sig hen til livet som 14-årig, og derved hans gradvise fortrængning af den familie, han selv har efterladt sig i sit "voksne" liv. Jeg skal ikke afsløre hvordan det hele spænder af her, men blot forsikre om at det afvikles med stor elegance - historien synes at forløbe på den eneste måde den kunne, men overrasker alligevel hele vejen.

 

Quartier Lointain er således en historie, der sætter tilværelsens ansvar op mod trangen til at bryde rammerne, drømmen om at starte på ny, såvel som tanken om at kunne gøre tingene om, at genleve de begivenheder i ens liv, der stadig står uforløste hen.

 

Au temps de Botchan ("På Bocchans tid" 1986-87), skrevet af Taniguchis hyppige samarbejdspartner Natsuo Sekikawa, er følger den berømte japanske forfatter Natsume Soseki (1867-1916) i årene hvor bl.a. hans kendteste roman Bocchan (1906) blev til. Historien tager sin begyndelse i 1905, det 37. år i Meiji-æraen (Japans moderniseringsperiode). Soseki er vendt tilbage til Japan fra nogle ensomme år i England og overtager posten som litteraturprofessor ved det Kejserlige universitet i Tokyo. Vi møder den kreds af unge forfattere, digtere og litterater, han omgiver sig med, følger dem på deres drukture, og i forlængelse af det introduceres vi til et bredt persongalleri af væsentlige historiske skikkelser - både indenfor den japanske litteraturs og politiks verden. Sosekis personlige krise og kamp med sine vege, konfliktsky og alkoholiske sider sidestilles med en fortælling om et Japan i omvæltning. Konflikten mellem den afklarede poetiske indsigt og det oprørske og fanden-i-voldske i ham kan ses en allegori på Japans identitetskrise i en tid, hvor Vestens indflydelse for alvor begynder at gøre sig gældende.

 

Au temps de Botchan betragtes som Taniguchis mesterværk og som et af de første eksempler på "litterær" manga, og den er vitterligt bjergtagende; man fornemmer ved læsningen, at man har noget væsentligt mellem hænderne. Men da det kun er første bind ud af 5 eller 6 (ved det ikke helt), der foreløbig er kommet i fransk oversættelse, vil jeg vente tålmodigt til jeg kan yde den fuld retfærdighed.

 

Mødet med Taniguchis værker lader ikke en i tvivl om, at man har at gøre med en genuin auteur - hans lidt stive streg, der kan bringe mindelser om teknisk tegning eller reklameillustration, lever fordi dens sirlighed og kærlighed til det observerede er i pagt med det allerede nævnte buddhistiske verdensbillede, hans serier emmer af. Taniguchi er en eminent brobygger mellem Japan og Vesten, fordi han så tydeligt formidler essentielle aspekter af japansk kultur, så vi forstår hvor meget vi selvfølgelig har til fælles.

 

Livet er smukt, hvis man vælger det.

 

 

Taniguchi, Jiro (1995). L'Homme qui marche. Tournai: Casterman. Oprindeligt udgivet 1992.

 

Taniguchi, Jiro (1999-2000). Le Journal de mon père bd. 1-3. Tournai: Casterman. Oprindeligt udgivet 1995.

 

Taniguchi, Jiro (2002-2003). Quartier lointain bd. 1-2. Tournai: Casterman. Oprindeligt udgivet 1999-99.

 

Taniguchi, Jiro & Sekikawa, Natsuo (2002). Au temps de Botchan bd. 1. Paris: Le Seuil. Oprindeligt udgivet 1987.

[25/07/2003]



 

klik på billedet for at se det i en større version

Fra L'Homme qui marche.

 

klik på billedet for at se det i en større version

Fra L'Homme qui marche.

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

klik på billedet for at se det i en større version

Tunnelsekvensen fra Journal de mon père.

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

klik på billedet for at se det i en større version

Hovedpersonen tiltrækker sig klassens søde piges opmærksomhed.

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

klik på billedet for at se det i en større version

I samtale med faderen går det op for hovedpersonen at denne snart vil forsvinde...

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

klik på billedet for at se det i en større version

 

klik på billedet for at se det i en større version

Soseki fortæller sine venner om den bog - Bocchan - han vil skrive, og vi ser åbningen visualiseret (husk at læse fra højre mod venstre).

 

 

Læs også:

Tema: Manga

 

Links:

Taniguchi Approved Fan-Site

Taniguchi hos CPM

Artbomb: Taniguchi anmeldt

Taniguchi hos Casterman

Taniguchi hos Seuil

Taniguchi hos Coconino Press

 


tilbage til Anmeldelser


© 2004 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2004 the respective artists and authors. All rights reserved.