|
Selvbiografien
står pt. som en af mediets allerstærkeste genrer. I Frankrig praktiseres
genren bredt og skikkelser som David B. og Fabrice Neaud skaber
indenfor genren i øjeblikket nogle af de stærkeste og mest rørende
tegneserier nogensinde. I USA nød genren størst kritisk opmærksomhed
tidligt i 90erne, hvor serieskabere som Chester Brown, Seth og
Julie Doucet satte nye standarder for hvordan det levede liv kan
gestaltes på seriesiderne. I dag synes interessen blandt læserne
imidlertid overvejende at være andetsteds - på trods af at nogle
af de måske fineste eksempler på selvbiografi, eller snarere selvbiografisk
afledt arbejde, i tegneserieform overhovedet de seneste år er
blevet signeret af en række kvindelige serieskabere - Phoebe Gloeckner
(Diary of a Teenage Girl), Debbie Dreschler (Summer
of Love) og Lynda Barry, hvis vægtigste værk indtil nu,
One Hundred Demons!, udkom sidste år.
Gloeckner, Dreschler
og Barry har en svær barndom og opvækst til fælles, men hvor de
to førstnævnte i deres historier kæmper med de dæmoner forskellige
grader af seksuelt misbrug i en tidlig alder har påført dem, er
Barrys plageånder anderledes alsidige og farverige, om end de
i sidste ende også vidner om tidligt erhvervede traumer og fortrængninger.
Som når en skiftevis uskyldig og foruroligende historie, der handler
om det første kys og det at blive voksen (for hurtigt) pludselig
viser den lille pige kigge tillidsfuldt op på en fremmed... hvorefter
hun pludselig skriver "Jeg husker ikke."
Angiveligt inspireret
af en zen-maleøvelse fra det 16. århundredes Japan, tegner Barry
en række djævle der hver antager en for hendes liv prægnant betydning.
Dæmonerne kan være hvad som helst - det kan være lus, eller had,
eller hunde, eller dans; alle ting, der fremmaner stærke følelser
hos Barry, følelser hun søger at formidle i de mange små fortællinger,
der danner One Hundred Demons!
Langt de fleste af historierne
handler om aspekter af hendes følelse af utilstrækkelighed, som
når det går op for hende, at folk synes hun er kikset når hun
danser, hvilket bevirker at denne vitale del af hendes barndom
fordrives fra hendes liv. Hun fortæller flere gange hvordan hun
forkastes eller ignoreres af de mennesker, hun ser op til og viser
endvidere, i to af bogens mest rørende fortællinger, variationer
hvordan hun selv gør det samme med sin lidt yngre, bedste veninde,
da hun når puberteten og ikke længere føler hun kan blive set
i selskab med en mindreårig. Det ene øjeblik ligger de to piger
på taget af skolen og kigger op i skyerne, taler om evigheden
og synger deres fælles yndlingssang, det næste er de som spøgelser
for hinanden og Barry har mistet det eneste af værdi hun havde.
Siden har hun følt en knugende anger - hvor er hendes bedste veninde
i dag? Ganske karakteristisk for bogens ungpigedagbogsagtige udtryk,
har hun klæbet et foto, der viser de to piger sammen i en fotoautomat
dengang tingene var anderledes - "Hvor er du? Hej, det er mig"
skriver hun.
Barry kalder sin metode
"autobifictionalography" og understreger derved dens position
mellem erindring og digt, hvorfor også to historier som dem refereret
ovenfor bliver én. Man er således ikke sikker på, hvad der er
sandhed og hvad der er opspind, men en ting, man mærker den usvigelige
ægthed af, er følelserne.
Barry,
Lynda . 2002. One Hundred Demons!
|
|
[18/01/2003]
|
|
|
|
|
|
|
