tilbage til forsiden


skriv til Rackham
Leder
Nyheder
om Rackham
Butik
Postliste
Kontakt
Links
Tema
Artikelbase
Interviews
Essays
Anmeldelser
Dokumentation
Nekrologer
Debat
Forum

TEGNESERIETERRORISTEN SLÅR TIL IGEN!
Frank Millers The Dark Knight Strikes Again (DK2)

Af T. Thorhauge

”Striking terror. Best part of the job.” siger Batman et sted i Frank Millers længe ventede opfølger til The Dark Knight Returns (1986). Replikken kunne passende møntes på Miller selv, for ”striking terror” er præcis hvad DK2/The Dark Knight Strikes Again har gjort. Altså i overført betydning, blandt tegneserielæsere.

 

Den New Zealandske tegneserieskaber Dylan Horrocks kalder et sted Frank Miller for en ”internal writer”, altså en forfatter, der skriver og digter inderfra. Med den karakteristik søger Horrocks at understrege, at man aldrig helt kan vide, hvad meningen er med en Frank Miller-fortælling. Den ”indre” metode medfører historier, der peger i flere, ofte modstridende retninger, fordi pointerne ikke er fastlagt på forhånd. Det er naturligvis en metode, som karakteriserer mange kunstneres arbejde – men sjældent i tegneseriesammenhæng udsat for et kunstnerisk raseri som Millers.

 

Især i forhold til hans seneste bemærkelsesværdige værk 300 (1998) og DK2 synes denne iagttagelse ganske rammende. I korte træk skildrede 300 med tilsyneladende beundring, de tre hundrede spartaneres ulige kamp mod Kong Xerxes i slaget ved Thermopylæ, år 480 f. Kr. Flere kritikere hæftede sig ved udpenslingen af spartanernes fører, Kong Leonidas’ martyrium og betragtede dermed 300 som en fascistisk hyldest til beslutsom og handlekraftig individualisme. Spartanerne tabte som bekendt slaget, men formåede at holde perserne stangne længe nok til at de sløve Athenere kunne tage sig sammen og endeligt drive perserne på flugt. Men symptomatisk for (den sene) Miller, er et subplot føjet til, der absolut prikker hul i den ”fascistiske” udlægning. Det drejer sig om den stakkels pukkelryg, Ephialtes, der inderligt gerne vil indrulleres i Kong Leonidas’ spartanerhær. Desværre forhindrer hans vanskabte kropsbygning ham at holde sit skjold højt, og det kan Leonidas ikke bruge til noget. I bitterhed over at være blevet forkastet fører Ephialtes perserhæren til en hemmelig sti, der gør at de kan falde Kong Leonidas og hans mænd i ryggen og derved nedkæmpe dem.

 

”Moralen” i 300s subplot er naturligvis, at hovmod står for fald, at arrogance straffes. Men på den anden side er det ”fascistiske” aspekt tydeligt til det sidste: skildringen af Kong Leonidas´ død i en gigantisk sværm af pile (à la slutningen på Kurosawas Blodets trone), er et næsten pinagtigt studie i, hvordan man visuelt kan iscenesætte næsegrus beundring for martyren. På mere perifere planer er der også dobbelte signaler på spil: i fortællingen er der en omdiskuteret og kontroversiel scene, hvor spartanerne udtrykker deres foragt for athenerne, ved at omtale dem som ”boy-lovers”, samtidig med at Miller har en ikke utvetydig interesse i at tegne spartanerne nøgne, hvorved et utal af tydeligt gengivne tissemænd stilles til skue, og noget der ligner en homoerotisk fascination simrer ret klart.

 

DK2 driver dette aspekt eller element til det ekstreme. På den ene side er man efter endt læsning om Batmans anden genkomst fyldt med en følelse af at være drevet gennem en ultra-determineret historie, der præcis ved hvor den vil hen, og som kommer derhen. På den anden side rummer den betydelige mængder af uforløste subplots, tvivlsomme motivationer for personernes handlinger, huller i kausaliteten, brutale flashbacks (der i flere tilfælde føles som om de kun er motiveret af, at Miller pludselig er kommet i tanke om at han også lige glemte at sige, at...) og flere andre besynderligheder. Hvad skal man mene om DK2?

 

Før det spørgsmål skal besvares, er det i midlertidig vigtigt at erindre sig, at DK2s berømte forgænger, The Dark Knight Returns (da. Nattens ridder vender tilbage), ved sin udgivelse i 1986, (også) var et radikalt værk. Dens take på Batman-figuren var grænseoverskridende ambitiøst, tegnestilen og fortælleteknikken var langt forud for sin tid, etc. Men alt det er svært at erindre sig, for i dag er den kanoniseret som en klassiker, en form man har lært at tage for givet som et eksempel til efterfølgelse. Den var med Millers egne ord, et forsøg på lave ”The Great American Novel” i tegneseriens superheltegenre. Miller tog superheltene alvorligt,   placerede dem i en urovækkende forestilling om et amerikansk samfund i opløsning – og fik det til at virke. Vi burde, med andre ord, ikke overraskes over fortsættelsens uventede karakter.

 

The Dark Knight Returns har i dag en status, der burde give enhver forfatter og/eller tegner nervøse trækninger ved tanken om at skulle fabrikere en fortsættelse – 15 år efter. At Miller selv slog til, blev af fans enten tolket som en falliterklæring, drevet af pengebegær eller, på den anden side, en forhåbning om at han havde et stort epos klar, som ville sikre ham et længe tiltrængt come-back, efter Sin City-serien kort forinden havde nået sit kunstneriske nulpunkt med Hell and Back (2000). Den sidstnævnte forventning blev næret af, at Miller selv har forklaret, at han har haft en fortsættelse klar siden kort efter udgivelsen af The Dark Knight Returns. Men efter endt læsning af DK2 er der meget der tyder på, at der snarere er tale om nyt materiale, for denne fortsættelse adskiller sig radikalt fra den første serie...

 

Det første spørgsmål er naturligvis: hvilken slags tegneserie, fortsættelse eller størrelse er DK2? Et spørgsmål, der ikke lader sig besvare let – dog kan man sammenligne den med sin forgænger, og fastslå følgende: den er enklere, mere cartoony i sin streg (nogle kalder det sjusk). Den er endog meget tydeligt computerfarvelagt – Lynn Varley (farvelægger & Millers hustru) har overskredet uudtalte konventioner ved at bruge og kombinere snart sagt alle filtre i Photoshop på meget tydelig og ufortrøden vis. Der er meget lidt ”baggrund” i fortællingen – både visuelt, hvor det primært er den radikale farvelægning, der fylder rammerne ud, men også i skildringen af fortællingens rum. Gotham City og Metropolis synes klumpede sammen, og universets ”almindelige” mennesker optræder kun enkeltvis i frimærkestore vox-pops. Superheltene er alle og ingen steder. Miller interesserer sig ikke længere for at etableringen af en scene, ej heller af sine personer. Man erindrer den danske tegner Søren Mosdals kommentar til brugen af manuskript i Rackham #4: ”- det er for PUSSIES!”. Det er som om Miller har det på samme måde med etablering; hvorfor spilde tid på det? Læseren ved sandsynligvis alligevel godt hvem og hvad det handler om...

 

DK2 blev udgivet som tre hæfter på hver 80 sider (endnu en tydelig distanceren sig fra forgængerens fire hæfter à 48 sider). Miller lægger drilsk ud med at bruge hele første del på at skildre, hvordan det amerikanske samfund er blevet ført bag lyset af en præsident, der blot er et computergenereret billede styret af Lex Luthor, samtidig med at Catgirl (den tidligere Robin) udfører redningsaktioner for en mængde gamle superhelte, der er blevet interneret, i hvad der svarer til superhelte arbejdslejre. Først på de sidste sider dukker Batman op, med grønne kryptonit-handsker og Dirty Harry-attitude, for i Bathulen at udføre en nærmest rituelt sadomasochistisk afklapsning af helten over alle, Superman (og i anden del bliver det Wonder Womans tur til at uddele håndmadder til manden af stål). Efter en-mands-massakren, mumler den sammenkrøllede Superman: ”Bruce... I just came to talk...”, hvortil Batman replicerer: “I’m done talking. Get out of my cave.”

 

Tonen er slået an, og hvis man leder efter poetiske skildringer af en døende Superman i lyserøde atomskyer, eller endnu et knugende og sammenbidt portræt af kommisær Gordon, som man så det i Millers tidligere Batmanhistorier, leder man forgæves. Han er ude i et helt andet ærinde, der - som indledningsvist antydet - ikke sådan uden videre lader sig gennemskue. I anden del afslører han uden at ryste på hånden, at Superman og Wonder Woman har fået et barn sammen, som sidstnævnte i al hemmelighed har opfostret. Hun hedder Lara og bærer ”the family crest”, Superman-S’et. Men som hun siger til Luthors armageddon-allierede, Brainiac: ”I’m not from Kansas, you son of a bitch. I’m an amazon!”, hvorefter hun sender en dosis maksimum i krydderen på ham. Luthor styrer (ikke overraskende) mod verdensherredømmet, for han har pacificeret de tre kæmper Superman, Wonder Woman og Captain Marvel, ved at afpresse dem med udsigten til flaskebyen Kandors, Paradisøens og Batsons sweethearts udslettelse.

 

Men Batman er rent ud sagt skideligeglad. Han allierer sig med The Atom, The Flash og Green Arrow og iværksætter et storstilet angreb på den onde Lex Luthor. I periferien ses The Question og The Martian Manhunter, som tilsyneladende angribes af Jokeren (som jo slog sig selv ihjel i forgængeren) iført Legion of the Superheroesmedlemmet Cosmic Boys uniform. Anden del afsluttes med at Batman overtager en stor rockkoncert, lader masken falde, hvorefter en skinhead- (eller Lex Luthor-) -udseende  Bruce Wayne brøler ”Let’s give them Hell!”, og bliver instant kult.

 

Tredie del lod vente på sig, angiveligvis fordi Miller følte trang til at justere den efter angrebet 11. september. Den er næppe blevet mere politisk korrekt, men til gengæld aner man, at der er arbejdet grundigere med både tegninger og fortælleteknik. Den åbner med en moderat påklistret 11. septemberscene, hvor Captain Marvel er fanget med det sammenstyrtede World Trade Center over sig. Han afslører, at han ikke længere er i stand til at forvandle sig til sit alter ego, drengen Billy Batson, og da han råber den forvandlende formular ”SHAZAM!”, styrter bygningen helt sammen og knuser ham – Captain Marvels endegyldige exit. Derefter samles et par røde tråde, men endnu flere lades i stikken. Batman finder sig pludseligt fanget af Lex Luthor, som afstraffer ham korporligt i en scene, hvor Miller planker sine egne replikker fra Sin City-historien Family Values (1997). Hawkmans hævngerige falkebørn vælter derefter ind igennem vinduet og slår Lex Luthor ihjel. I farten fik læseren nemlig at vide, at Luthor havde slået deres forældre ihjel, en historie, Miller kun lige akkurat har resumeret i anden del. Vi skal videre i programmet, tempo, tempo!

 

I den store finale afslører den mystiske Joker-figur sig som Dick Grayson, den oprindelige Robin. Karakterisk for stilen i alle tre bind får læseren hurtigt at vide, at han var en kryster, der ikke kunne klare superhelterollen, men som så siden blev gjort udødelig... Dette ikke uvigtige subplot bruger Miller omtrent ligeså mange kræfter på som jeg netop har gjort i de forrige linjer. Åhjo, helt udødelig er Dick Grayson selvfølgelig ikke. En vulkans lava ville gøre det af med ham, og det bliver ret vigtigt for Batman, for Dick Grayson er jaloux på Catgirl, som han prøver at myrde. Yderst belejligt viser det sig, at der tilfældigvis er en vulkan under Bathulen, lidt ligesom i Carl Barks-klassikeren ”Jul i Pengeløse”, hvor Onkel Joakims penge styrter ned i en vældig afgrund (som ikke var der i de andre historier).
 

DK2s sidste billede er en cirkelformet ramme, i hvilken en forslået og ret latterligt udseende Batman erklærer, at han er ligeglad med at Bathulen og alle dens sære artefakter er blevet opslugt af en vulkan: ”I was sentimental -- back when I was old..”. Og dermed er der sat punktum for den mest larmende og rodede gang ramasjang i Millers karriere.

 

”Det er grimt tegnet”, ”farvelægningen er amatøragtig”, ”fortællingen hænger ikke sammen”, ”Miller griner af læserne og DC hele vejen ned i banken” er nogle af de påstande, kritikerne har mødt DK2 med. Påstande, som et langt stykke hen ad vejen er forståelige, men ikke helt præcise. I superheltegenren har basisfundamentet siden 60erne været støbt af kontinuitet, kausal sammenhæng (nødvendig for at troværdiggøre de hysteriske historier), ensartet figurtegning og konservativ rentegning og farvelægning. Stort set alle disse principper ignoreres af Miller, hvis egne Daredevil-historier fra 80erne af de fleste hardcore-fanboys anses som et skoleeksempel på en ”rigtig” eller optimal måde at fortælle om superhelte på.

 

I det perspektiv er det en let opgave at fælde dom over DK2: siden Miller blæser på etablering af personer og rum, og fortæller en hullet og usammenhængende historie, som er inkonsistent tegnet og fortalt, må værket siges at være en skuffelse. At han tilmed forråder forgængerens skyhøje ambitionsniveau og fængslende højstemthed, gør ikke ligefrem sagen bedre. Sorry, no good.

 

Er vi så færdige?

 

Nej, det er vi altså ikke. Man havde måske ikke troet, at man skulle tage en Batman-tegneserie så alvorligt (jo, det kunne man jo godt have regnet ud, for det var jo netop hvad The Dark Knight Returns opnåede!), men DK2 er en stor udfordring, hvis den gøres til genstand for kritiske eller analytiske betragtninger. Som man har kunnet læse på flere amerikanske net-diskussionsfora, er DK2 ikke blot en tegneserie, der deler sine læsere i elskere og hadere - det er flere tilfælde ovenikøbet de selvsamme aspekter, som nogle værdsætter og andre forkaster; ”Tegningerne ser sjuskede og henkastede ud!” – ”Ja, der er det, der er så fedt!” ”Det der Joker/Robin-subplot var sgudda umotiveret og klodset...” –”Ja, det er så fedt!” ”Man kan se hvaffor noen Photoshop-filtre, Lynn Varley har brugt i farvelægningen” – ”Ja, er det ikke fedt?”, etc. Hvis man er positivt og afslappet indstillet overfor DK2, er der pay-offs konstant. For i lige så høj grad som Miller kaster konventionelle superhelte-æstetiske normer overbord, er der en anarkistisk eller legesyg idérigdom på spil, som man fornemmer helt utvetydigt er vokset ud af en stor kærlighed til superheltefigurene. Alene Plastic Man’s korte og tilsyneladende ret umotiverede – men hylemorsomme – gæsteoptræden, understreger denne fornemmelse tykt.

 

Det er klart, at hverken legesyge og anarki, ejheller gammel kærlighed, i sig selv kvalificerer nogetsomhelst til stor kunst, men mindre kan jo også gøre det. I midlertid vil jeg argumentere for at DK2 om noget nyere tegneserieværk, netop er stor kunst.

 

Der er ingen tvivl om, at DK2 ikke er et smagfuldt tegneseriekunstværk, ligesom Maus, Jimmy Corrigan the Smartest Kid on Earth, Safe Area Gorazde, L’Ascension du Haut-Mal, Ghost World, (og til en hvis grad også The Dark Knight Returns!) og så videre. Tegneserier, som alle tænkende mennesker næsten uden videre kan antage som gode, tankevækkende, rørende, sobre, alvorlige etc. Et sådant kunstsyn er funderet i en konservativ, men bestemt glimrende og kvalificeret kulturopfattelse, som man ikke kan fortænke nogen i at have. Men nogle gange er der brug for en anderledes slags kalorier: kunstværker, som provokerer, som på et helt basalt plan får en til at spekulere over, hvad meningen er. Kunst, som med ét velanbragt slag vender op og ned på de værdinormer, man kort forinden stolede blindt på. Sådanne kunstværker er sjældent pæne, de kommer ofte fra uventede kanter og føles ubelejlige.

 

DK2 er mere end en superheltetegneserie, der halvflabet og legesygt skider på konventioner. DK2 er en tegneserie, der er fabrikeret af en mand, der om nogen kender reglerne og konventionerne for grafisk storytelling. Det er her, man finder DK2s særlige kvaliteter, og det er her at Frank Millers ”interne” forfatteregenskaber vitterligt sprøjter ud. Han har et naturligt, men også erfarent blik for elementer, der får en fortælling til at fascinere. Elementer, som man i manuskriptskrivnings-manualer kan lære at konstruere udefra, ”eksternt”, ved f.eks. at spørge sig selv: ”hvordan gør jeg dette bankrøveri endnu mere spændende? Hvad nu hvis røveren opdager at han ikke har ammunition i sin skyder? Eller hvad nu, hvis en politimand tilfældigvis nærmer sig banken udefra, og vi ved det, men røveren ikke ved det?”, etc. Det er helt klart muligt at kalkulere sig frem til en fascinerende fortælling, men hos Miller bliver det desto mere interessant, fordi disse elementer kommer naturligt indefra. Samme kvalitet gør sig gældende i tegningerne og farvelægningen. Skønt Miller aldrig har været et ”naturligt” tegnetalent (som f.eks. Moebius eller David Mazzucchelli), har han oparbejdet en sikker fortrolighed med op til flere forskellige stilarter. Han kan godt tegne ”ordenligt” og ”pænt”, men det interesserer ham ikke – præcis ligesom det heller ikke interesserer Lynn Varley at berige tegneseriehistorien med endnu en topprofessionel, smagfuld og nænsom gouache-farvelægning; næ, lad os se hvad de der Photoshop-filtre kan. Fuld skrue på den omvendte logik, lad det briste eller bære!  

 

DK2 er i denne henseende Millers mest ekstreme værk. Den første idé synes som den bedste, indtil en ny opstår og så er det hurtigt videre - der skal tegnes mens begejstringen bobler!  - og så videre til næste. Batman skærer et Zorro-Z i ansigtet på Luthor, som han render rundt med i resten af historien. The Elongated Man (alias Gummimanden) hænges ud af Plastic Man for kun at kunne strække sig, men ikke være i stand til at ændre form. Superman skifter udseende i hvert nyt billede (mest markant i tredie del). Jimmy Olsen positioneres indledningsvist som en vigtig figur (sammen med The Question, som Olsen i øvrigt ligner), men dropper ud med det det samme. The Flash har behårede arme og Utah-længsler. Green Arrow og The Question iscenesættes som medier for en diskussion mellem den venstreradikale Miller og den højreradikale ditto. Historien afsluttes mildest talt brat med den allerede nævnte, ultra-syrede happy ending. Der er tryk på i alle retninger.

 

Det er en arbejdsmetode, alle kan kopiere, men som næppe vil bære den samme frugt i andres hænder. Millers store erfaring og talent gennemsyrer hans løjer med en autoritet og troværdighed, som ikke kan kopieres. Vel kun i kraft af at de klassiske eller konventionelle fortælletekniske er så indgroet en del af Miller, har det kunnet lade sig gøre at ignorere dem, og samtidig skabe et tegneserieværk der alligevel fungerer – på en anden måde. ”Who would have thought Miller would be so much ahead of us all?” spurgte Dylan Horrocks. Næppe mange, taget hans ujævne Sin City-år i betragtning. At Miller skulle vise sig at rumme et så energisk, uforudsigeligt, grænseoverskridende, nyskabende og visuelt hæsblæsende tegneserieværk, der i den grad har provokeret og delt sit publikum, er en af de seneste års største overraskelser i den amerikanske tegneseriekultur.

 

Et uventet og utænkeligt mesterværk.

 

 

Frank Miller. 2001-2002. The Dark Knight Strikes Again/DK2 #1-3. New York: DC Comics. Opsamlet 2002 i hardcoverbog af samme forlag, designet af Chip Kidd. 

[Oktober 2002]



 

klik på billedet for at se det i en større version
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Lara og farmand.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Slut, prut, finale.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Millers Plastic Man er skingrende vanvittig, men ikke uden en vis retfærdighedssans...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

"The Flash har behårede arme og Utah-længsler." 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

klik på billedet for at se det i en større version

Så er det nu!

 

Links:

DK2


læs også:
Tema: Superhelte

Artikel: Møllers nedtur

Artikel: Ground Zero

Forum: DK2

tilbage til Anmeldelser


© 2003 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2003 the respective artists and authors. All rights reserved.