RACKHAM - Artikelbase

OM PLAPREABEN OG DRUKKRAGEN

Interview med Tony Millionaire

Af Matthias Wivel, oversat af Steffen P. Maarup

Tony Millionaire har de seneste års tid markeret sig som en af Nordamerikas konsekvent sjoveste og mest underfundige stribetegnere. Hans ved bardisken fødte figurer Drinky Crow og Uncle Gabby har i striben Maakies siden de tidlige halvfemsere drukket sig sanseløse og blæst deres hjerner ud med overdimensionerede seksløbere i en række alternative ugeavisers spalter landet over. Samtidig har de udstoppede udgaver udforsket et eventyrligt og uhyggeligt barndomsunivers i de serier og børnebøger, der udgør den fortsatte fortælling om Sock Monkey. I dette interview fortælle Millionaire om seriernes tilblivelse og sit særlige univers' beskaffenhed, og hvordan den misantropi der alle dage har været grundtonen i hans arbejde med tiden og alderen i stigende grad er blevet tempereret af den poetiske værdsættelse af livets skønhed, der ligeledes har været en konstant og som fortsat finder sit umiddelbare, konkrete udtryk i hans smukt illustrative og samtidigt cartoony streg, men i sidste ende gennemsyrer hele hans forestillingsverden.

Millionaire nyder i amerikanske, og særligt New York'ske, tegneseriekredse en noget herostratisk berømmelse som en brovtende alkoholiker med 5 millioner historier fra de varme lande - en notoritet, der ikke synes at have fortaget sig synderligt selvom han nu har slået sig ned i det solrige Californien og har stiftet famillie. Da disse aspekter af hans karriere er blevet dækket fyldigt andetsteds, er valget her næsten udelukkende faldet på hans kunst.

----

En af mine venner har lige sendt mig nogle fotografier af Lake George, som han siger, er det smukkeste sted i USA. Og det er det.

Er det rigtigt? Hvor er det?

Det er nordpå i staten New York, op ad floden ved Albany.

Og du har aldrig været der?

Nej, jeg boede i New York i ti år. Jeg mødte min kone der, og vi blev gift oppe i Catskills-bjergene. Vi rejste til Niagara Falls på bryllupsrejse, hvad der ikke er særlig originalt, men der er bare så smukt deroppe. Men jeg kom aldrig til Lake George.

Det må jeg prøve. Jeg trænger til at komme ud af byen.

Hvor er du? Jeg troede, du var i Sverige eller sådan noget?

Jeg er fra Danmark, men jeg er i New York City lige nu. Jeg har været her i to år.

Jeg fejrede engang Nytårsaften på en strand i Danmark.

Er det rigtigt? Hvor var det?

Der var nogle vilde klitter…

Det må have været på vestkysten, ved Vesterhavet. Der er store bølger der, efter dansk målestok.

Ja, på vestkysten, med alle disse her stråtækte bindingsværkshuse…

Min familie har sådan et sommerhus derovre, hvor jeg tilbragte mange af somrene i min barndom. Der er smukt.

Ja.

Jeg vil gerne begynde med at spørge dig om forskellen mellem dine to vigtigste serier, den ugentlige Maakies og Sock Monkey. Der er bestemt et fællesskab i grundtonen og i temaerne, men der er også mange tydelige forskelle. Hvordan er din tilgang til dem forskellig, og hvordan ser du dem i forhold til hinanden?

Maakies har faktisk hele tiden været en slags dagbog, med en ny idé hver uge. Den har ændret sig i takt med at jeg har ændret mig; stemningen varierer meget, nogle gange er den tankevækkende, andre gange er det bare en eller anden skør idé, jeg lige har på det tidspunkt. Den er meget grovere, jeg kan bruge bandeord og udforske voksne emner. Den er meget eksperimenterende: jeg kan gøre nærmest lige, hvad jeg har lyst til, så længe det er morsomt. Det er bare, hvad end min hjerne nu kaster op. Sock Monkey er derimod mere planlagt. Jeg forbereder som regel en historie et halvt til et helt år i forvejen. Den er mere barnlig, men jeg går samtidig efter noget mere højtravende, ja efter kunst. I bund og grund forsøger jeg at fremkalde nogle barndomsminder, som for eksempel når jeg besøgte min farmor i hendes gamle hus – de gamle værelser, trappen, alle de magiske ting fra barndommen.

Men bortset Sock Monkey-børnebøgerne er det tydeligvis ikke en stribe, der er beregnet for børn. Hvem ser du som dens læsere?

Faktisk tænker jeg ikke ret meget på læsere, men jo, den er ikke for børn. Den er nærmere om en voksen, der husker hvordan det var at være barn.

Når du siger, Maakies er mere dyster, spekulerer jeg på, hvordan du får det til at stemme med de meget dystre, til tider ret uhyggelige aspekter i nogle af Sock Monkey-historierne…

Altså, Sock Monkey handler temmelig meget om de ting, jeg tænkte på, da jeg var barn, og jeg tænkte ikke på uhyggelige ting. Jeg tænkte på alle livets mysterier, lugten i et værelse, hvordan et gammelt dørhåndtag så ud, eller hvordan lyset spejlede sig i det. Striben handler mindre om eventyr end om virkeligheden.

Jeg tænkte bare på den historie, hvor Sock Monkey for eksempel kommer til at dræbe fugleungen, eller den, hvor de torturerer blåskaden.

Jamen, igen handler de historier mindre om en eller anden form for iboende mørke. De forsøger bare at fremmane nogle situationer fra barndommen. Den med fugleungen er for eksempel et forsøg på at fremkalde følelsen hos et barn, der leger i en baggård og pludselig indser, at han har gjort noget forfærdeligt; den dér følelse af dårlig samvittighed, når virkeligheden pludselig braser ind i din legeverden. Det er det samme med historien om blåskaden: den handler om de ting, man er bange for som barn. Altså, striben er jo ikke lavet specifikt for børn, men den er tiltænkt de børn, som alligevel kunne blive interesserede, som sætter pris på udfordringen og udbyttet af at læse den, og jeg vil bestemt heller ikke skræmme deres forældre væk.

Maakies er ret primitiv i sin humor men evner ikke desto mindre at formidle et mere komplekst verdenssyn, og den beskæftiger sig tydeligvis med dybere emner, end man umiddelbart kunne forledes til at tro. Det er vel de ambitioner om at lave kunst, som du nævnte i forbindelse med Sock Monkey, der her er på spil. Der er hele tiden et ekstra lag. Hvordan får du de divergerende elementer til at harmonere i striben? Eller ser du dem overhovedet som divergerende? Hvordan ser du striben med… øh… jeg er ikke helt sikker på, hvad det er, jeg vil her…

Det lyder mere som en beskrivelse af striben end som et spørgsmål. Og det er en ret præcis beskrivelse af striben, som jeg ser den. Jeg har faktisk ikke noget at tilføje. Din beskrivelse af striben er bedre end spørgsmålet.

OK, så vil jeg gerne spørge dig lidt om stribens tilblivelse. Hvordan du fandt på den, hvad forbindelsen er til din tid i New York – du boede ude i Williamsburg, ikke?

Jo, i størstedelen af den tid jeg boede i New York. Det år var det en virkelig kold vinter; det sneede rigtig voldsomt, og mit liv var generelt ret elendigt. Jeg boede sammen med min kæreste, som ikke havde noget job og derfor var afhængig af mig. Jeg havde tjent mine penge ved at tegne folks huse og sælge tegningerne til dem. Det var selvfølgelig mest noget, jeg kunne gøre om sommeren. Jeg havde oven i købet været i stand til også at gøre det de foregående vintre ved bare at tilføje blade til træerne og så videre på tegningerne, men denne vinter var det bare for koldt til at gøre det, så jeg havde ingen penge. Så fik min kæreste et arbejde, og som det ofte sker i den slags situationer, smed hun mig ud. Jeg flyttede ind hos en ven og begyndte bare at hænge ud i en bar. Eftersom jeg var flad, sagde ejeren til mig, ”jeg giver dig en gratis øl for hver tegneserie, du tegner til mig.” Så jeg tænkte, ”gratis øl!” [Matthias ler] og begyndte at lave sådan nogle små tegneserier med en lille krage, som drak sig fuld og blæste hjernen ud – Drinky Crow. Inden længe var der også andre af stamgæsterne, der tegnede Drinky Crow-striber, og det endte med, at ejeren samlede striberne i et fotokopieret nyhedsbrev, som han plejede at lægge på baren. Jeg er sikker på, at der er nogen, der har en kæmpe stak af de tegneserier liggende – jeg har dem ikke mere. Nå, det var sådan, striben blev født. Det var sjovt at tegne en fuld krage, der skød hjernen ud, og striben var fyldt med vemod og fortvivlelse, ligesom jeg var. Det var en måde at få vendt de følelser bort fra mig selv.

På et tidspunkt ringede The New York Press og spurgte, om jeg ville være interesseret i at tegne striben for dem, og om jeg kunne sende nogle færdige striber. Det gjorde jeg, og så begyndte den at blive trykt der. Siden da er der en række af ugeaviser rundt om i landet, der er begyndt at bringe den.

Sidste år skiftede du til The Village Voice…

Ja. The New York Press fik ny ledelse, som i bund og grund gjorde avisen til noget lort. De nye redaktører er elendige, og nu er den bare fyldt med annoncer. Det betyder blandt andet, at de har mistet de fleste af deres tegnere. I mit tilfælde bad de mig gå ned i løn, og jeg sagde, ”det kan jeg sagtens” og ringede med det samme til The Voice og gik over til dem.

Det virker som om, at de grundlæggende følelser af fortvivlelse og vemod, som du nævnte, stadig ligger til grund for striben. Er den stadig en afspejling af dit liv? Du sagde, det var en form for dagbog, og selv om striben bestemt har ændret sig med tiden, virker den stadig ret misantropisk.

Mit liv har virkelig ændret sig, siden jeg begyndte på striben. Jeg er gift og har to børn og bor ude i Pasadena nu, hvor der virkelig er smukt. Det er som om, jeg konstant er omgivet af fugle og blomster for tiden. Men humor fungerer bare bedre med fortvivlelse, og det er også noget, jeg lægger mærke til hver dag, når jeg ser mine børn vokse op og gå igennem alle de her problemer, vi alle har – det er morsomt. Men min stribe har ændret sig i takt med mit liv, hvis du kigger nærmere…

Ja, det var noget, jeg ville spørge dig om: det lader til, at der er flere striber ligesom den relativt nye med fyren, der kigger på sin indkøbsseddel og pludselig vender sig om og ser bjergene bag sig.

Den er direkte baseret på, hvordan det er at bo heroppe. Bjergene i Pasadena er virkelig smukke – måden de skifter farve på, når skyerne bevæger sig hen over dem. En dag stod jeg udenfor og skrabede fugleklatter af min bil, og pludselig vendte jeg mig og opdagede, hvordan bjergene skiftede farve, og hvor smukt det var og hvorfor helvede står jeg her og brokker mig over, at der er fugleklatter smurt ud over min bil? I virkeligheden har striben aldrig handlet om fortvivlelse, men om de smukke øjeblikke, der forekommer ind imellem fortvivlelsen over livet. Der er én stribe, der opsummerer, hvad det handler om. Dengang jeg boede i Brooklyn, stod jeg en dag og kiggede på himlen sammen med en af mine venner. Og himlen over Brooklyn er kolossalt smukt, hvis man giver sig tid til at kigge på den, hvad der ikke er mange, der gør. De har alt for travlt med at kigge ned eller kigge frem. Men altså, min ven, som på det tidspunkt boede i en båd og var fuldstændig flad, begyndte ud af det blå at grine højt, så jeg spurgte ham, hvad han grinede af. ”Bare hvor rædselsfuldt livet er!” Det brugte jeg i en af mine striber, og den opsummerer virkelig, hvad mit værk handler om. Livet er så svært. Måske stammer det alt sammen fra dengang, jeg boede i New York, hvor man har så mange muligheder, men hvor det samtidig er så svært at overleve. Måske er det derfor, det er sådan et fedt sted at skabe ting og være kreativ: folk lever i den form for både desperate og lovende situation.

Hvordan ser du udviklingen af byen, af et område som Williamsburg, som selvsagt var meget anderledes, dengang du boede der, i forhold til nu, hvor det er blevet hipt?

Jeg tror, det i høj grad handler om geografi. Williamsburg er blevet dyrt og trendy, ligesom SoHo var det førhen, eller Tribeca. Det skete oven i købet for The Lower East Side, hvor jeg boede på et tidspunkt. Jeg flyttede derfra til Brooklyn, fordi huslejen steg til $1200. Da jeg boede i Williamsburg var huslejen kun på $400, så det var til at betale. Men det var ikke noget sikkert sted at bo: jeg blev berøvet fire gange, mens jeg boede der. Nu er det rykket et andet sted hen; tingene flytter sig. Folk har godt nok fortalt mig, at Midtown har ændret sig meget, og hvordan det nu er helt anderledes på grund af [den tidligere borgmester] Giuliani og alle politifolkene, men…

Ja, det er tydeligt, selv for en, der ikke har boet her ret længe, at tingene har ændret sig.

Men det betyder altså ikke ret meget. Problemerne flytter bare rundt eller skifter form. Førhen var folk bange for at blive stukket ned; nu er de bange for at blive bombet – der er ikke noget, der ændrer sig.

Jeg vil gerne spørge dig om Terence Ross og dit samarbejde med ham på nogle af Maakies-striberne.

Ja, Terrence Ross, det er ham, der lige har sendt mig billederne af søen. Han er en kæmpe digter, der boede i Brooklyn i et kæmpe hus med et enkelt lille vindue. Der havde han en madras, der var kradset hul i, og hylder med ragelse overalt, det var totalt uorganiseret. Han skrev nogle smukke digte, som han bare efterlod rundt omkring og ikke gjorde noget ved. Jeg opfordrede ham til at samle dem og få dem udgivet. Til sidst begyndte jeg at tage dem med mig, for ligesom at hjælpe ham med at få det ud i verden, men han opdagede det og standsede mig. Jeg tænkte, at jeg nok blev nødt til at betale ham for at redde nogle af hans ting, så jeg begyndte at købe vittigheder og historier af ham. Jeg har altid godt kunne lide idéen om striben som noget kollektivt, så jeg fik ham til at skrive en gang imellem. Jeg begyndte at tegne ham som den der robot-alligator, og han bad mig skrive sin IQ, som han er meget stolt af, på dens pande.

Kan du uddybe idéen om striben som et fælles projekt? Hvor ofte får du andre til at lave den, og hvordan foregår det?

Det har altid været en fælles ting. Sådan begyndte det, da jeg tegnede den for at få gratis øl, og jeg har bare beholdt den filosofi. Cirka to gange om året beder jeg en anden om at lave den, hvis jeg ikke selv kan, for eksempel hvis jeg skal på hospitalet eller noget. Jeg beder dem bare om at sørge for at få den lavet.

Hvad er historien bag Ted Ralls Maakies-stribe? Blev den nogensinde trykt eller bliver den det nogensinde?

Der findes en Ted Rall-Maakies, men den er aldrig blevet trykt, og den bliver det heller aldrig.

Hvad går hele Ted Rall-historien egentlig ud på?

For nogle år siden skrev Ted Rall en temmelig tynd artikel i The Village Voice om art spiegelman, som i bund og grund kritiserede ham for at være en stor mafiaboss i tegneserieverdenen. The Voice har altid været en avis, som forsøgte at vælte etablissementet, så de fik ham til at skrive den. Ted havde fået den fikse idé, at art spiegelman er sådan en forfærdelig mand, der sidder og kontrollerer alting, mens min oplevelse af ham altid har været udelt positiv. Ted er sikkert bare misundelig. Det er helt tydeligt, at han selv gerne vil være ’den magtfulde tegneserie-konge’ med de bøger, han har udgivet [Attitude-samlingerne af alternative, ugentlige striber]. Det virker som om, han forsøger at positionere sig som en rigtig primus motor, men han er i virkeligheden bare et røvhul, der meler sin egen kage. En masse tegnere skrev ind til redaktøren på grund af artiklen og sagde grundlæggende bare, at Ted var fuld af lort. Det genererede meget mere post, end de ting de plejer at trykke i The Voice. Så sendte en af mine venner, der er tegneserieskaber, Danny Hellmann, nogle falske emails i Teds navn, hvori han gjorde grin med hans attitude og skrev, ”Jeg er Ted Rall, jeg har kæmpe nosser, og jeg har tænkt mig at pille alle de magtfulde fascister ned”, eller sådan noget. Og Ted sagsøgte ham med det samme! Retssagen er stadig i gang. Så bad jeg Ted lave en stribe, og han indvilgede, men han ville have $250 for det. Jeg plejer kun at betale $100, men jeg tænkte, at jeg bare ville give ham de $250. Så gik jeg ind på The Comics Journals forum og skrev, at der ville komme en Ted Rall-stribe på den og den dato, og at folk skulle tage at læse den, når den kom. Da dagen oprandt, satte jeg i stedet for en stribe på af Hellman, hvor han virkelig gav Ted det glatte lag og gjorde grin med ham. Alt i alt synes jeg, det var en rimelig god handel: Jeg betalte Ted $250 og fik noget sjov ud af det.

Du ser ikke rigtig ud til at passe sammen med alle de primitivt tegnede politiske striber i The Voice. Hvad er dit syn på politiske tegninger, og får du nogensinde lyst til at udtrykke en lidt mere politisk holdning i dine striber?

Jeg har altid beundret politiske tegnere, og måden The Voice præsenterer dem på. Hvad mig selv angår, har jeg en politisk holdning, men den er ret begrænset. Jeg er grundlæggende ligeglad med, hvad der sker. Jeg er ligeglad med krigene; de betyder ikke noget, de har altid været der, og det er det samme med penge. Den slags problemer har altid været der, og vil altid være der, uanset hvilken regering man har. Jeg kan faktisk ikke komme i tanker om et eneste vigtigt politisk emne. Jo, jeg synes, miljøet er vigtigt, jeg bryder mig ikke om at se dem ødelægge bjergene, rasere skovene, forgifte vandet – det er den eneste grund til, at jeg har tænkt mig at stemme; det er derfor, jeg stemmer Demokratisk. Hvad mine striber angår, handler de om mennesker og forhold; ikke om masserne, ikke om politik – alt det er jeg ligeglad med. Jeg interesserer mig for folk i deres hjem, resten er uden for min kontrol. Jeg stemmer, men jeg er klar over, at jeg stemmer på det mindste af to onder, og at jeg ikke rigtig kan ændre noget på det niveau. Faktisk er det nærmest betryggende at indse, at man ikke kan gøre noget. Jo altså, store grupper af mennesker kan måske gøre noget… min teori falder faktisk sammen, når jeg fortæller den, ups det har jeg lige gjort! I bund og grund handler det nok bare om, at jeg ikke ved nok til at lave den form for striber. Og så at jeg hader, når folk forsøger at bestemme, hvad andre skal mene.

Din humor er ofte ret beskidt. Bliver folk nogensinde fornærmede? Har du oplevet at blive censureret?

Jeg er aldrig blevet censureret, og jeg er ligeglad med censur. Det lader slet ikke til, at jeg fornærmer mine læsere. Jeg har aldrig nogen problemer. Jeg tror, det er fordi, jeg bliver udgivet i alternative ugeaviser, der har hippe mennesker som målgruppe, så læserne er ikke typerne, der bliver fornærmede af det, jeg laver.

Historien om at ordet ‘cunt’ var blevet bortcensureret fra din stribe, hvad handlede det om?

Man hører hele tiden om censur og om, hvordan FCC [The Federal Communications Commission] slår ned på dette og hint, så jeg tænkte, ”det kan jeg måske udnytte”. Så på The Comics Journals forum lod jeg som om, at FCC havde censureret min stribe, og folk troede på det et stykke tid, indtil der var en, der spurgte, ”lige et øjeblik, FCC har ikke noget med tegneserier at gøre, hvad foregår der?” Så lod jeg som om, jeg havde taget fejl, og at den i virkeligheden var blevet censureret af justitsministeren [Matthias ler]. På samme tid satte jeg en masse nye originalsider til salg på min hjemmeside, og en masse mennesker kom forbi og købte dem. Det endte med, at historien gik videre til hundredvis af nyhedssider og den slags steder. Min side fik omkring 6000 hits om dagen, i modsætning til de 2000 den plejer, og der var tre personer, der købte originalsider af mig. Jeg siger dig, jeg skulle begyndte at sælge Viagra [Matthias ler].

Nu er jeg lidt nysgerrig – dine vittigheder er ofte ret grove, og nogle gange seksuelle, men du bruger meget sjældent bandeord.

Jeg synes kun, man skal bande, når det giver mening, altså hvis det gør vitsen sjovere. Det at jeg brugte ordet ’vagina’ i stedet for ’cunt’ i den stribe, du nævnte, synes jeg, gjorde vitsen sjovere. Det fik faktisk aben til at lyde ret følsom [Matthias ler].

Du tegner egentlig heller aldrig noget, der er grafisk stødende.

Jeg tegnede engang en penis, i striben med Gabby på stranden. Jeg ville have, det skulle være sjovt. Hvis det er sjovt, gør jeg det. En anden ting er, at det kan give redaktørerne problemer, hvis det virkelig er sjofelt, og det kan jeg ikke se nogen pointe i, medmindre det gør det meget sjovere.

Du lavede på et tidspunkt noget pornografisk materiale til Screw Magazine, ikke?

Ja, men det er længe siden. Det var ikke noget særligt. Screw var penge, det fungerede fint for mig.

Der et andet emne, jeg gerne vil ind på: det handler om den nostalgi, der lader til at være så udbredt i nordamerikanske tegneserier. Der er Chris Ware, Ben Katchor, Kim Deitch, der er Seth især, og der er også dig. Det er for eksempel ikke et lige så udbredt fænomen i europæiske tegneserier. Hvorfra tror du denne fascination af en svunden tid og af gammeldags måder at skrive og tegne på stammer?

Jeg tror, det handler om tegneseriemediet. Tegneserier laves i hånden, med en pen på et stykke papir; når man tegner stregerne, er det et håndværk. De fleste nye ting bliver lavet på maskiner; grafik laves på computer, men tegneserier laves i hånden. Når man tegner, har man grundlæggende en lige og en krøllet linje, og det jeg synes er interessant, er at man ved hjælp af de linjer kan fremmane nogle følelser, og det er bare ikke noget, folk gør længere. De fleste striber går efter enkelthed, og minimalisme er bare ikke interessant i tegneserier. Det er det muligvis i maleri, men generelt synes jeg, at tegninger med en masse streger er mere interessante.

Ja, vel medmindre de er tegnet af Charles Schulz.

Det er klart, men generelt finder jeg den form for minimalisme i tegneserier uinteressant.

Men det er ikke det eneste, jeg kan se i din streg. Jeg mener, det er en meget kunstfærdig streg, men det kunne man også have i en tegning, der virkede moderne. Dine tegninger minder mest af alt om illustrationer fra slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet.

Når jeg tænker på at tegne i en moderne stil, får jeg lyst til at kaste op. Jeg er totalt tiltrukket af den gammeldags stil. Jeg ved ikke hvorfor, men det er en ekstremt stærk følelse i mig. Jeg bliver deprimeret af alle de nye bygninger omkring mig; jeg kan ikke en gang læse en ny bog. Moby Dick er nok den sidste jeg bog, jeg nød at læse. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan; jeg ved bare, at hvis jeg analyserer det, slår jeg det sikkert ihjel.

Jeg gætter på, at lige det gammeldags look, du går efter – New England’sk victoriansk kolonialisme – skyldes, at det er der, du er fra.

Ja, noget af det stammer helt sikkert fra min barndom, men vi boede ikke i sådan et hus, som dem jeg tegner. Min farmor gjorde, men vores var et typisk moderne 60er-hus. Men vi var med til sådan nogle ting som for eksempel traditionelle parader, hvor jeg var fløjtespiller, hvilket jeg elskede. Hvis jeg vendte tilbage nu, ville jeg formodentlig sætte mindre pris på det, men… jeg elsker simpelthen gamle ting, deres lugt, deres udseende.

Ja, det er tydeligt, at man lagde mere omhu selv i masseproducerede genstande tidligere.

Helt sikkert. Det er også en af grundene til, at jeg godt kan lide at bo herude i Pasadena: det har en lang historie. Altså, det er selvfølgelig ikke ligesom på Østkysten, og det kan slet ikke sammenlignes med, hvor du kommer fra, men det har alligevel en historie på mere end hundrede år. Jeg fandt et gammelt hus her og måtte kæmpe lidt for at overbevise min kone om at flytte ind, men det er fedt. Det er fra starten af århundredet, omkring 1901, da arkitekturen var særligt spændende. Den var meget mere interessant end hundrede år tidligere, virkelig smuk. Den havde en fantastisk detaljerigdom med kunstfærdige ornamenter og så videre. I den periode, 1860-1920, var alting vidunderligt designet, og det tror jeg, tegnere tiltrækkes af, fordi de er så optagede af at tegne små ting. Men det er altså ikke sådan, at jeg er komplet romantisk i forhold til det – jeg er glad for, at vi ikke skriver 1910. Jeg har lige fået fjernet en ordentlig klump af min tyktarm, og hvis jeg var blevet opereret dengang, ville jeg have et indvendigt røvhul. Jeg ville skide direkte ind i mine indvolde [Matthias ler]. Nu gav de mig Vicodin [smertestillende middel] og ordnede det hele, mens jeg lå der. Og nu har jeg det fint.

Jeg vil gerne spørge om din tilgang til tegneserier. Du tegner på den der meget kunstfærdige måde, og fra dine illustrationer af huse kan jeg se, at du kan køre linen ud. Men i dine tegneserier laver du det ’tegneserieagtigt’ nok til, at det liver op på siden; du løsner op for stregen. Kan du beskrive tankeprocessen i tegneserietegning i forhold til klassisk illustration?

Tja, eftersom de er tegneserier, er de nødt til at være tegneserieagtige. Jeg bruger som regel en model til det, jeg tegner, som jeg så gør tegneserieagtig: jeg forenkler den, forkorter formerne. Jeg sikrer mig, at det forbliver virkeligt; det skal se rigtigt ud og være teknisk korrekt. Hvis jeg tegner et skib, skal alle detaljerne i rigningen være naturtro, jeg vil have, det skal være autentisk. Jeg vil ikke have, at min forenkling af det får mig til at se doven ud. Det er nok bare mig; hvis du tager en af mine yndlingstegnere, Segar, som i sine smukke, gamle Skipper Skræk-striber lavede alle detaljerne i for eksempel et skib fuldstændig forkert, så gjorde det ikke noget, fordi han fik den rette stemning frem. Men det er vigtigt for mig, det er ligesom at stave: jeg vil have, det skal være korrekt.

Det handler vel også meget om den verden, du vil fremmane.

Ja, jeg vil transportere dig ind i en særlig verden. Jeg forsøger at ramme en slags Patrick O’Brian-Jane Austen-sprog og –stemning. Der er de elementer, men der er også Crumb og Schulz i.

Godt. Måske skulle vi slutte af med det spørgsmål, der som regel begynder interviews med tegneserietegnere: hvordan kom du ind i den verden, og hvorfor har du valgt tegneserien som din primære udtryksform?

Jeg har altid elsket tegneserier. Det var min morfar, der gjorde mig opmærksom på dem, da jeg var barn. Han elskede dem. Han var selv illustrator og ville gerne være tegneserietegner. Han var i øvrigt gode venner med Roy Crane. Hver gang jeg besøgte ham, havde han nogle nye tegneserier at vise mig, og det var virkelig fantastisk. Hele min opvækst tegnede jeg tegneserier, og især efter at jeg opdagede Zap, som i den grad fik mig til at sige, ”wow!” Crumb viste mig virkelig, hvad jeg kunne gøre med tegneserier, og så har jeg sådan set bare ført det videre derfra.

	[Juni 2004 ]

Maakies-ånden udtrykkes noget nært kvintessentielt i striber som disse.

Fra Sock Monkey-historien Uncle Gabby.

Fra sekvensen, hvor Sock Monkey af vanvare kommer til at slå en fugleunge ihjel.

Maakies særlige kombination af fladpandet, vulgær humor, næsten surreel poesi og sort misantropi er åbenbar ved gennemkigning af blot et håndfuld striber som disse.